Uncategorised

Jeg har med vilje indtil nu undgået at skrive om amerikansk/californisk kultur, eller om forskellene amerikanere versus danskere - det ville uundgåeligt være blevet en farse.

Forskellene er der, men de er svære at sætte en finger på. Umiddelbart samme kultur, samme samfund, samme mennesker med samme drømme - og så alligevel to helt forskellige verdener.

Ting ligner sig selv - og så alligevel ikke... Se selv:

Vejen til en sund sjæl i et sundt legeme:

Colakryds på disco:

Miljøbevidsthed:

Orientalsk skønhed:

Basale regler i trafikken:

Studievejledning:

Personlig frihed - den amerikanske drøm?:

"Leasy, lej dig glad":

Velordnet og hensynsfuld samfundsmæssig omfordeling på tværs af socialklasser:

Som lange responstider på emails og sjældne blog-indlæg antyder, gør min tilværelse krav på mere tid end døgnet tillader. Same old thing - fænomenet er ikke nyt i mit liv. En stærk motivation for at tage til USA og læse, var muligheden for at få tid til fordybelse, men San Francisco er altså ikke lige et sted der ånder fred og idyl. Det endeløse pensum, den stadige strøm af essays, ugentlige book summaries og class presentations for ikke at tale om mine to term projects er altid nærværende og bidrager med en evig dårlig samvittighed der fortæller mig jeg burde studere i stedet for at spise frokost / vaske tøj / drikke kaffe / sende mails / skrive blog / være på facebook / gå i seng allerede nu. Men det er kun den halve, og simple, del af dilemmaet. Løfter man blikket fra bøgerne, ligger en verden åben som er svær at forestille sig. San Francisco byder på ALT og lidt til døgnet rundt. Inden man træder ud i dette musik-, flipper-, party-, inferno skal man dog tænke sig om to gange hvis man har akademiske ambitioner af nogen slags, da en spildt lørdag aften kan være svær at indhente, og i sidste ende er forskellen mellem A og A-minus, hvilket kan spolere mange flittige studerendes drømme. De graduate- og ph.d-studerende jeg har klasser med har for længst afstået fra at tænke disse formastelige tanker på en lørdag aften. Som smukke Sahai, en mulatpige fra mit hold, udbrød da jeg berørte emnet omkring et liv uden for campus: ”I havn’t got laid since I started graduate school!”, hvilket vel og mærke er flere år siden. Det kan godt være jeg selv synes jeg er flittig, men jeg kommer ingen gang tæt på at aspirere til bogorm her på campus... Og tak for det.

Som baggrund bare helt kort om campus-livet og –menneskene: Generaliseret er der to grupper studerende, undergraduates og graduates. Undergraduate-studerende er lidt at sammenligne med en skrabet udgave af unge danske bachelorstuderende. Attituden er ret afslappet, tyggegummi, shorts og sandaler er fremherskende og lektier er et relativt fænomen. Graduate-studerende derimod er en anden sag, især hvis man spørger dem selv. De er cremen af akademia, er bl.a. kendetegnet ved rødsprængte øjne, tøj der ikke passer og hurtige målrettede skridt. Status-forskellen på de to er mærkbar. Ikke flere generaliseringer, for hvad der er mest fantastisk og inspirerende er i virkeligheden diversiteten. Alle etniciteter, nationaliteter, sexualiteter og religioner er repræsenteret på nogenlunde lige vilkår. Det lyder som et banalt forhold, men det gør i realiteten en stor forskel i omgangen mellem folk. I en dagligdags klassediskussion kan ingen støtte sig til gængse normer eller standpunkter. Alting får et lidt dybere perspektiv i den kontekst. Reelt betyder det, at holdninger omkring religion, politik og seksualitet ikke berøres eksplicit, men på campus blot eksisterer side om side som parallelle og sekundære aspekter ved folk. Omstændighederne er for komplekse til, at man forholder sig til disse kendetegn. Smukt og befriende.

Sammenligner man campus med byen udenfor, falmer den netop beskrevne diversitet en smule. I forhold til San Franciscos punkere, squatters, transseksuelle, hjemløse, gangsters og yippies ligner Berkeley-studerende en homogen masse af borgerbørn, hvilket de i realiteten vel egentlig også er.

Ikke mere rejsereportage og ikke flere banaliteter om skønheden i multikulturalitet. Her et par billeder fra nattelivet.

Koncert med Peter Bjørn & John:

Jazz på legendariske Yoshi i Oakland:

Trentemøller på Mezzanine:

Warehouse party i Oakland:
Vi var til Halloween party her forleden. Virkelig fantastisk sted. Kæmpe fest midt Oaklands forfaldne ingenting til industrislum. Ungdomshuset når det er bedst gange 3.

… læseferie vel at mærke! De sidste mange måneder i Danmark har jeg set frem til et år i USA med virkelig tid og mulighed til fordybelse – og det ser minsandten ud til alle forhåbninger bliver indfriet! Over al forventning om man så må sige....

Den første måned har stået på over 600 siders læsning om ugen, plus afleveringer, hvilket jeg hurtigt kan se på et år vil løbe op i et pensum der svarer til hele min bachelor.

Til gengæld tyder samme fremskrivning desværre på, at jeg i samme tidsrum vil få drukket samme antal øl, som på tre halv-sløje februar-weekender på 2. semester, hvis altså ikke jeg gør noget drastisk snart...

Det handler om af livets tilbagevendende dilemmaer, om afvejningen mellem studier og sjov, mellem nu’et og fremtiden, mellem krop og intellekt. Om hvordan mål, ambitioner og forpligtigelser altid ånder en i nakken, på godt og ondt. Jeg synes altid jeg har formået at afveje de to, og føre et liv med weekend-fri, lange varme brusebade, tømmermænd og alligevel tilstrækkeligt af det seriøse. Men her finder jeg mig pludselig i en situation, hvor al min evne til behovsudsættelse kræves, dag efter dag, grænsende til selvfornægtelse.

Dagligt sætter mit behovsudsættende JEG vækkeuret, og sørger for mit magelige, menneskelige, livsnydende, dansende JEG holder snuden i sporet og er flittig. Det er et meget intensivt studieliv, med morgenløbeture ved bugten, undervisning på campus, frokostaftaler på cafe, eftermiddagslæsning i solen, fællesmiddage i kollektivet, aftenlæsning på biblioteket og weekendlæsning i sengen. Det er hårdt, men hvor er det dog spændende og privilegeret! Jeg er fuldt opslugt.

Undervisningen er fantastisk. Min personlige favorit (og tidssluger) er et master/ph.d. seminar i organisationsteori. Vi er 10 studerende, nærmest en diskussionsgruppe. Underviseren er et unikum af en gammel professor. Han kalder sin undervisning sokratisk, svarer af princip ikke på spørgsmål, men besvarer alle spørgsmål med modspørgsmål. Undervisningen er en multidisciplinær gennemgang af klassisk organisationsteori, med læsning af de store klassiske værker. Det er en fantastisk grad af abstraktion vi bliver udsat for, og samtidig afkrævet. Teorier bliver vendt og drejet i alle perspektiver. Noter og løsninger er ikke vigtige men alt handler om forståelse og evnen til refleksion. Sjældent har jeg oplevet noget så inspirerende!

Jeg tager samtidig seminar i gruppepsykologi omhandlende beslutningsprocesser, innovation og ledelse. Intime og uformelle diskussionstimer, væsentligt mere jordnære, men perfekt supplement til organisationsteorien.

I den anden ende af skalaen, på makroniveau, følger jeg forelæsninger i international politisk økonomi. En sand tour de force i udviklingen af den globale økonomi fra industrialiseringen til nu. Professoren er sand fan af den danske model, og fremhæver med halve timers interval strålende eksempler fra dette lille land mod nord med verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Det er i øvrigt en spændende oplevelse at få menneskeligt indblik i perspektivet ”os amerikanere” versus ”dem europæere”.

Rosinen i pølseenden er timer spilteori, overvejende med asiatiske medstuderende selvfølgelig. Ingen hokus-pokus, bare ren matematik, startende med kapitel 1 og frem. Det gør godt for min undertrykte og ikke helt offentligt vedkendte indre talnørd.

Der hele er selvfølgelig ikke bare skole - der kommer mere om San Fransisco's natteliv, flipperkultur og fantastiske restauranter en anden dag.

Godnat for nu...

Som min kvantefysik- og frokost-ven Emil siger:
”All work and no play makes Jack a dull boy”
(det er vist Kubrick)