Heraklit

Som lange responstider på emails og sjældne blog-indlæg antyder, gør min tilværelse krav på mere tid end døgnet tillader. Same old thing - fænomenet er ikke nyt i mit liv. En stærk motivation for at tage til USA og læse, var muligheden for at få tid til fordybelse, men San Francisco er altså ikke lige et sted der ånder fred og idyl. Det endeløse pensum, den stadige strøm af essays, ugentlige book summaries og class presentations for ikke at tale om mine to term projects er altid nærværende og bidrager med en evig dårlig samvittighed der fortæller mig jeg burde studere i stedet for at spise frokost / vaske tøj / drikke kaffe / sende mails / skrive blog / være på facebook / gå i seng allerede nu. Men det er kun den halve, og simple, del af dilemmaet. Løfter man blikket fra bøgerne, ligger en verden åben som er svær at forestille sig. San Francisco byder på ALT og lidt til døgnet rundt. Inden man træder ud i dette musik-, flipper-, party-, inferno skal man dog tænke sig om to gange hvis man har akademiske ambitioner af nogen slags, da en spildt lørdag aften kan være svær at indhente, og i sidste ende er forskellen mellem A og A-minus, hvilket kan spolere mange flittige studerendes drømme. De graduate- og ph.d-studerende jeg har klasser med har for længst afstået fra at tænke disse formastelige tanker på en lørdag aften. Som smukke Sahai, en mulatpige fra mit hold, udbrød da jeg berørte emnet omkring et liv uden for campus: ”I havn’t got laid since I started graduate school!”, hvilket vel og mærke er flere år siden. Det kan godt være jeg selv synes jeg er flittig, men jeg kommer ingen gang tæt på at aspirere til bogorm her på campus... Og tak for det.

Som baggrund bare helt kort om campus-livet og –menneskene: Generaliseret er der to grupper studerende, undergraduates og graduates. Undergraduate-studerende er lidt at sammenligne med en skrabet udgave af unge danske bachelorstuderende. Attituden er ret afslappet, tyggegummi, shorts og sandaler er fremherskende og lektier er et relativt fænomen. Graduate-studerende derimod er en anden sag, især hvis man spørger dem selv. De er cremen af akademia, er bl.a. kendetegnet ved rødsprængte øjne, tøj der ikke passer og hurtige målrettede skridt. Status-forskellen på de to er mærkbar. Ikke flere generaliseringer, for hvad der er mest fantastisk og inspirerende er i virkeligheden diversiteten. Alle etniciteter, nationaliteter, sexualiteter og religioner er repræsenteret på nogenlunde lige vilkår. Det lyder som et banalt forhold, men det gør i realiteten en stor forskel i omgangen mellem folk. I en dagligdags klassediskussion kan ingen støtte sig til gængse normer eller standpunkter. Alting får et lidt dybere perspektiv i den kontekst. Reelt betyder det, at holdninger omkring religion, politik og seksualitet ikke berøres eksplicit, men på campus blot eksisterer side om side som parallelle og sekundære aspekter ved folk. Omstændighederne er for komplekse til, at man forholder sig til disse kendetegn. Smukt og befriende.

Sammenligner man campus med byen udenfor, falmer den netop beskrevne diversitet en smule. I forhold til San Franciscos punkere, squatters, transseksuelle, hjemløse, gangsters og yippies ligner Berkeley-studerende en homogen masse af borgerbørn, hvilket de i realiteten vel egentlig også er.

Ikke mere rejsereportage og ikke flere banaliteter om skønheden i multikulturalitet. Her et par billeder fra nattelivet.

Koncert med Peter Bjørn & John:

Jazz på legendariske Yoshi i Oakland:

Trentemøller på Mezzanine:

Warehouse party i Oakland:
Vi var til Halloween party her forleden. Virkelig fantastisk sted. Kæmpe fest midt Oaklands forfaldne ingenting til industrislum. Ungdomshuset når det er bedst gange 3.